Alle mødre burde have en “Helle” i deres liv

“Når du møder et barn med autisme eller ADHD, bliver din rummelighed og tålmodighed sat på en prøve og du bruger alt din energi dér.

Når du møder barnets mor, bliver din rummelighed og tålmodighed for alvor testet. Hun opfører sig nemlig ikke altid som andre.

Hun virker som en, der ikke er i stand til at sætte grænser og opdrage sit barn.
Hun virker som en, der vil bestemme det hele – hvornår der skal spises og hvordan.
Hun virker som en, der ikke kan slippe sit barn og derfor skader ham.
Hun kan virke utaknemmelig.
Hun kan virke kommanderende.
Hun virker som en, der ikke har overskud til andre.

Sandheden er, at hun gør alt, hvad hun kan.

Forklaringen er bare, at hun ofte er presset ud over alle grænser.
Er du bedsteforælder eller beslægtet på anden måde, kan det være svært at rumme det udfordrede barn. Men måske er det nogle gange endnu sværere at rumme den udfordrede mor?

Vil du hjælpe hende (og barnet), må du prøve at rumme hende. Vis hende gerne, at du ved, hun gør det bedste for sit barn.

Drop de gode råd og tankerne om, hvordan hun burde gøre.

Uanset for sej, kontrolleret og tjekket hun virker, så er hun reelt mega presset og tæt på at knække.

Vil du knække hende, er det nemt: Du viser hende bare, at du ikke kan rumme hende, eller at hun gør noget forkert.

Børn med udfordringer har brug for din forståelse.

Det har deres familier også.”

Jeg kender desværre ikke forfatteren bag ovenstående. Men gisp, hvor er det sigende.

Denne tekst fik jeg sendt på FB fra hende, jeg kalder min “reserve-mor”. Helle er simpelthen min faste klippe, når jeg er ved at dejse om af stress og afmagt. Helle lytter og hun dømmer mig aldrig. Hun får mig til at føle mig elskværdig og god nok. Hun roser mig og kan rumme mine udfordringer og smerten.

Alle mødre til børn med handicaps og som også selv er udfordret burde have en “Helle” i deres liv 🙂

 

Det, vi fokuserer på, får vi mere af. Hvilke “briller” bruger du?

I eftermiddags tog jeg mig tid til en stjernestund med min elskede søn med autisme og ADHD… ❤️

Jeg sad og forsøgte at følge med i noget på Youtube, som gav mening og glæde for ham. Og det var så dejligt at se hans smil og delte glæde med mig over det, som vi så sammen.

Jeg “fattede hat af” det interessante i det vi så sammen på skærmen, men jeg nød at vise ham min accept af og kærlighed til ham og hans oplevelser af og i verdenen.

Alle er helt unikke og Guds skabte mennesker. Og det er vores opgave at udtrykke dette til hinanden, så vi ikke efterlader vores børn eller kære med oplevelsen af mindreværd eller “ikke at være gode nok, som de er”.

Alle har ret til at blive hørt og være en del af et fællesskab. Uanset hvad.

Så når et menneske qua autisme har svært ved GENSIDIG social interaktion og kommunikation, og når adfærden er temmelig indskrænket til at dreje sig om særlige interesser, så har VI som familie og fagpersoner omkring mennesket en forpligtigelse til at kompensere for handicappet.

At kompensere er ikke “bare” teknologiske hjælpemidler, piktogrammer, time timere, guidning, vejledning i sociale spilleregler, osv.

At kompensere er OGSÅ at lægge sine egne oplevelser af “normalt og ikke-normalt” til side, og med åbent hjerte og sind at VANDRE MED mennesket med autisme.

Når vi viser interesse for hinanden, så skaber vi fælles opmærksomhed og glæde. Og så er den nonverbale interaktion og kommunikation ligeså vigtig og skal anerkendes på lige fod med det talte sprog.

Så pyt med at dit barn eller partner ikke udtrykker sig super forståeligt verbalt. Blikket og mimikken er også et sprog, der skal anerkendes i jeres sociale samspil. Og når du anerkender det nonverbale som et vigtigt “sprog”, så kompenserer du også indirekte for personens sociale og kommunikative handicap. Og pludselig åbner der sig et endnu større kommunikativt og socialt potentiale i jeres relation.

Det, vi fokuserer på, får vi mere af. Det gælder både om vi tager “fejl-finder-briller” på eller “du-er-et-elskeligt-og-interessant-menneske-briller” på.

Hvad vælger du?

/Sara

 

“Ferie, ferie, ferie. Slap nu (ikke) af, du har (ikke) fri (men forsøg alligevel) og syng en glad melodi…”

Glædelig sommer hos cirkus-fabrikken?

Har dine børn og/eller du det også lidt ambivalent med en 6-7 uger lang sommerferie?! Måske er det ikke en udfordring for jer eller måske kan du have det som jeg og have masser af ønsker og ideer til “den perfekte sommerferie”, som bare er SÅ svær at realisere til noget komfortabelt og afslappende for netop dig og din familie?

Jeg kan godt forfalde til ønsket om at kunne gøre en masse ting, som vi ellers ikke har tid eller ressourcer til, når vi har sommerferie. Men jeg må erkende, at det kan hverken jeg, min mand eller børn magte.

Alt det, vi gerne vil eller kunne ønske at kunne, skal helst planlægges lidt tid i forvejen. Og på trods af det, så kan en ferie godt blive fyldt med stress. Både for børn og voksne.

For mig og min familie er "ferie" ikke lig med ferie. For os er "ferie" lig med ekstra specialpædagogisk arbejde 24-7 og en ekstrem form for tilsidesættelse af egne behov. 

Den reelle mulighed for afslapning sker til gengæld, når hverdagen igen melder sig og/eller børnene er hos deres far. Da er det tid til egen-omsorg og tosomhed med ægtemanden. 

Men så er jeg også helt klar til at være MOR, tålmodig, rummelig, kærlig, guidende, bestemt, osv, når børnene igen kommer hjem fra enten skole eller deres far. Og det føles bare SÅ godt at kunne mestre forælder-opgaven og se børn og voksne trives i de vante rutiner.

Misundelse på de normale familiers ferieformer

Med misundelige blikke ser jeg langt efter de der smilende, umiddelbart hyper-sunde og som regel også URIMELIGT smukke og veltrænede forældre og børn, der har planlagt en uge eller to på Mallorca. Og ikke nok med det. Så skal de da også følges og BO SAMMEN MED resten af den pukkelryggede familie dernede!?! Eller hvad med de familier der switcher mellem en uge i sommerhus med venner, til et andet sommerhus med andre venner og så lige en uge et helt tredje sted!?! Godt det ikke er mig. Jeg ville få spat!

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi FORSTÅ, hvordan det er menneskeligt muligt for andre at holde sådan en overskudsagtig ferie!?! Måske ser jeg kun en overflade, som nedenunder er fyldt med dårlig stemning, dårlig kommunikation og ensomme børn. Det tror jeg nu ikke. Men mit nervesystem duer bare ikke til så mange stimuli på så kort tid. Jeg bliver stresset. Desværre. Nej, “jeg vil hellere vælte på cykel” end at presses til at rumme så mange mennesker og skift. Heldigvis har mine børn det også sådan. Og min mand.

Jeg bliver alligevel også nemt misundelig på “almindelige” familier, som bare spontant kan tage ud af døren og gøre som de har lyst til. Børnene følger bare med og finder selv rundt og ind i leg med andre børn. WHATS NOT TO LIKE?!? 🙂

Andre forældre og familier “i samme båd”

Fællesskab med ligesindede forældre og familier giver mig til gengæld oplevelsen af fællesskab og gensidig forståelse og respekt. Sammen med ligesindede forældre får jeg den fantastiske oplevelse af at KUNNE mestre sociale begivenheder og at JEG ER GOD NOK, selvom jeg og familien ikke er de bedste til at rumme alt og alle.

Ligedan får børnene en oplevelse af at “være normale”, når de får tilbudt et fællesskab med “andre skæve børn”. Derfor er glæden ved hvert barns specialskole også kæmpe stor for os. For jeg oplever altså at “lige børn leger bedst”.

Jeg er et taknemmeligt medlem af Facebook-gruppen “Autisme forum til forældre som har børn med autisme”. Den gruppe kan jeg varmt anbefale et medlemskab i, da man møder ligesindede forældre og deres børn med bla. autisme. I gruppen er der rigtig mange forældre til børn med autisme, som beretter om, hvordan de oplever ferier som enormt udfordrende for deres børn og dem selv. For når det er ferietid, så forsvinder rammerne og strukturen fra hverdagen. Den struktur der i sig selv er aflastende for mennesker med ADHD og autisme. Store som små.

Mennesker med autisme og ADHD er ramt på deres evne til blandt andet at (realistisk) planlægge og (have energien til også) at fuldføre og rumme aktiviteterne.  Derfor trives disse mennesker også bedst i hverdagens forholdsvist forudsigelige rammer og en kendt struktur. Men når det er ferietid, så  forsvinder rammerne og strukturen. Og det efterlader et enormt “tomrum”, som det nu ligger hos forældrene at kunne (eller i hvert fald må forsøge at øve sig på at) udfylde, for at børn og forældre ikke går rundt med høj puls, sammenbidte kæber og et MEGET ANSTRENGT “hold-nu-kæft-hvor-vi-semielsker-vores-(bonus)børn/forældre”-smil”. 

Det hele bliver kun endnu mere tragi-komisk af, at os forældre til disse børn, som regel SJÆLDENT SELV er helt “appelsinfri”. Dvs. det, børnene er udfordrede i, det er FORÆLDRENE OGSÅ udfordrede i!!! 🙂 Det er egentlig ikke så underligt, at jeg føler mig stresset indimellem, tænker jeg. Men jeg har nu lært meget og er blevet god til at planlægge realistisk for børnene og jeg. Det er en befrielse at se smilene og glæden komme frem, når alle er klar over dagsprogrammet og dermed kan løsne lidt op og bare hygge sig.

En brainstorm af ideer til ferie-håndtering

Visuel struktur og faste opgaver/aktiviteter:

Når det er weekend eller ferie, så forsøger jeg at kompensere for vores udfordringer vha. en weekend eller ferie-struktur. Hele humlen i det handler om at finde på genkendelige aktiviteter, der gentages jævnligt eller hver dag. Fx at hvert barn har hver deres opgaver i hjemmet. Den ene dag er det datteren, der dækker bord og hjælper til i køkkenet og den anden dag er det sønnen.

Jeg italesætter meget, hvad de gør og udtrykker og forsøger at “tale en opgave op” til at være noget ganske væsentligt for mig. Fx “Hvor er det bare dejligt, at du lige åbner skuffen og finder 4 tallerkner frem”. Eller: “Jeg elsker at have mor-og-barnets navn-tid med dig. Du gør mig så glad, når du lige hjælper mig med at skrælle 5 gulerødder”. Osv. Osv.

Sætningerne, jeg bruger, indeholder som regel både "en belønning" i form af positiv opmærksomhed, men også en samtidig gentagelse og guidning af, hvad det var, jeg ønskede de skulle gøre. 

Gentagelserne hjælper børnene til at huske en opgave og kompenserer dermed for en arbejdshukommelse, der ikke kan fastholde særligt mange informationer ad gangen samtidig med at opgaver udføres. 

De positive ord skaber oplevelsen og følelsen af at være elsket og at have værdi. Det hjælper til at danne mere af det "lykke-stof" i hjernen, som de fleste af vores børn i forvejen er i underskud af.

Jeg bruger desuden redskaber som: Time timer, Whiteboard, piktogrammer, ugeplan, forberedelser, gentagelser. Jeg tager den nemmeste (ud)vej (fx rugbrød til aftensmad i stedet for at bruge ekstra energi på gourmetmad, som børnene alligevel ikke har modet til at spise). Jeg har anskaffet ledsagerkort til børnene, som gør udflugter billigere og fx “Vis hensyn” armbånd i LegoLand.

Jeg planlægger først en uge for mig selv, før jeg planlægger for børnene. For mig handler det meget om at mærke efter i mig selv først. Hvis det ønskede føles for voldsomt, så stoler jeg på min mavefornemmelse og laver en anden plan.

Jeg forsøger desuden at undgå for mange spørgsmål og valgmuligheder overfor børnene. Det er jo her børnene er mega udfordrede. 

Generelt er det bare godt med korte "kommandoer". Det aflaster deres i forvejen overstimulerede hjerner og udfordrede arbejdshukommelse.

De altafgørende pauser og accepten af barnets sær-interesser:

Jo mere stresset et barn er, des flere og længere pauser, skal du tilbyde. Akkurat som det gælder for dig selv og alle andre.

Jeg nyder at se børnene glad gentage rutine-prægede aktiviteter som kræver minimal planlægning og afstresser børnene. De er så glade. Fx når de spiller Mine Craft ad libitum, sorterer fx LEGO i former og farver, gynger og rutsjer igen og igen og igen, tager fodbad, kigger på glimtende genstande, tegner de samme tegninger igen og igen, stiller legetøj på rækker eller sorterer dem i kategorier, laver beroligende lyde og taler løs for sig selv på youtube-lignende-engelsk, ser youtube-klip med deres yndlingslegetøj og imiterer det sete i egen leg bagefter.

Nyd jeres helt egen “cirkus-fabrik”

Se på “vanviddet” og de “pudsige” ting, dit barn gør og siger. Betragt glæden i øjnene. Sæt ord på glæden for deres interesser og smil til dit barn. Så føler i jer måske knapt så anderledes og mere heldige med at være JER?!

Tænk hvis alle var “normale” og forudsigelige i ord og handling?! Det ville da være kedeligt, synes du ikke?!? Prøv at klikke ind The Holderness Family på Facebook og lad dig inspirere til at leve et sjovt liv trods AD(H)D i familien. Nedenfor kan du høre familiens sang og parodi på, hvordan deres sommerferie bliver en alternativ udgave pga deres udfordringer.

Glædelig sommer og glædelig opstart af nyt skoleår. Jeg håber i får en velfortjent “ferie” og ro til afslapning, når ferien er forbi og hverdagens trummerum endeligt indfinder sig 🙂

 

/Sara

Attention – Charlie Puth Parody “Good Intentions” // The Holderness Family

We had such good intentions this summer, we really did. I apologize, in advance, to their teachers this fall. #somuchtv #parentfail #CharliePuthParody

Slået op af The Holderness Family i Mandag den 23. juli 2018

 

Sometimes I´m more honest than I want – Maybe I should think before I talk?

Måske lidt for ærlig og måske lidt for impulsiv… ?

Sangen: “Think before I talk” af Astrid betragter jeg som en “rigtig ADHD-sang”!  Særligt omkvædet hvor hun bla synger om, at nogle gange er hun måske mere ærlig end godt er og at hun virkelig burde tænke, før hun taler.

I kan høre den via linket her:

Det fortvivlende er, at med ADHD følger der også en manglende laaaannnnggggssssoooommmmm, forudgående overvejelse af, hvordan det man siger, og måden man gør det på, kan opfattes hos modparten.

Jeg har trådt mange mennesker godt og grundigt over tæerne pga det manglende filter. Og som Astrid i sangen også synger, så gør det måske endda lige så ondt på en selv, når man kommer til at gøre en anden ondt, som det gør på modparten.

Vil du hjælpe mig og andre med ADHD til at være den bedste version af dem selv? Så hjælper du nemlig mig/os til at kompensere for mit/vores handicap:

  1. Please – undgå at skælde ud og bære nag til mig.
  2. Men fortæl mig roligt, hvordan du har modtaget beskeden/min adfærd og hvad den gør ved dig.
  3. Og giv mig så tid til eftertanke…
  4. Husk at jeg ikke bevidst ønsker at genere dig.
  5. Husk at jeg er udstyret med en 6-dobbelt motorvej fra impuls/tanke til ord/handling og der bliver altså bare kørt stærkt indimellem, så jeg ikke når at orientere mig ordentlig i trafikken, før jeg kører ind i en anden bil.
Når du roligt fortæller mig, hvordan du opfatter tingene, så hjælper du mig, fordi jeg dermed bliver gjort opmærksom (apropos - du ved - min OPMÆRKSOMHEDS FORSTYRRELSE) på, hvad jeg fik dig til at føle og opleve.

Du kan som hovedregel være 120 % sikker på, at jeg ikke med vilje ønskede at overskride dine grænser og at du får en undskyldning.

I want to think before I talk, but Its not always easy.

Tak fordi du læste med.

/Sara

PS: Jeg har heldigvis fået en forholdsvis velfungerende autopilot nu (medicinen, der hæmmer impulserne og skærper opmærksomhed og koncentrationen), så bumpene på vejene er ikke så markante længere.

Gud ske tak og lov.

Desværre er det ikke alle mennesker med ADHD, som medicinen virker lige så effektivt hos. De mennesker fortjener i endnu højere grad at blive mødt med venlighed og ro.

Myte/fordom: “ADHD er bare en måde at undskylde dårlig opførsel, i stedet for at tage ansvar for egne handlinger”

Hvad er ADHD egentlig?

"ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder, og ADHD påvirker i varierende grad hjernens evne til at regulere:

- Opmærksomheden

- Aktivitetsniveauet (der kan være for højt eller for lavt)

- Impulskontrollen

Mennesker med ADHD har ofte svært ved at regulere deres adfærd i forhold til den situation, de er i."

https://adhd.dk/om-adhd/

I dag har man fundet ud af, at ADHD er meget andet end hyperaktive drenge, der forstyrrer undervisningen i skolen. Har du mødt EN person med ADHD, har du mødt EN måde – ud af mange – som ADHD kan manifestere sig på. Derudover kan piger og kvinder med ADHD opføre sig noget anderledes ift mænd med samme bogstavskombination.

"Det er ikke ualmindeligt, at kvinder med ADHD først bliver diagnosticeret som voksne. Mange piger med ADHD bliver ikke bemærket som børn, hvilket skyldes, at de ofte er mere stille og dagdrømmende. De er sjældent hyperaktive, som vi kender det hos drenge med ADHD, som ofte har en mere urolig og til tider forstyrrende adfærd. Pigerne kan virke sky og oplever problemer med at bevare opmærksomheden og få venner/veninder. Derfor bliver de ofte afskrevet som depressive eller dovne. Ofte lider de i stilhed. Nogle kvinder finder først ud af, at de har ADHD efter et af deres egne børn er blevet diagnosticeret." 

file:///C:/Users/John%20Doe/Desktop/Min%20blog/adhd_awareness_danmark_-_kvinder_med_adhd.pdf
Ingen mistanke om ADHD

Min mor og far har tidligere givet udtryk for, at de ikke kunne se, at jeg virkelig skulle have ADHD. Som min mor sagde det, inden min endelige diagnose: “Ingen af mine børn har ADHD!” Og samtidig begrundede hun det med, at jeg gennem en årrække havde været stress-belastet af bla mine børn med særlige behov og en skilsmisse. Og hun mente at det var det, det handlede om.

Hverken min mor eller far havde tænkt ADHD som noget, jeg skulle have. Det er selvfølgelig dejligt at de ikke har tænkt mig som værende “meget afvigende” ift. andre børn og unge, men omvendt har jeg hele min barndom og ungdom følt mig “anderledes” og har oplevet mig selv som “særligt sensitiv”. Og jeg har ofte misforstået andre, er blevet misforstået af andre og ikke kunnet rumme mange mennesker på én gang og derfor let blevet sur/overstimuleret.

Jeg er så heldig at være opvokset i en familie, hvor Gud og Jesus fyldte mine forældres liv og værdisæt. Når jeg siger “heldig”, så mener jeg, at der i mit ADHD-perspektiv blev givet mig en fast ramme og struktur, som helt sikkert har kompenseret for mit indre kaos. Det forklarer også hvorfor at jeg hadede at skulle på lejr eller sove andre steder. Det hed dengang “hjem-ve´”- men jeg tænker det i dag mere som “kendt-struktur-ve”.

Jeg har altid været flittig, stræbsom, engageret, kreativ, musikalsk, åben-mundet, udadvendt, ihærdig og fundet på nogle skøre ting. Jeg har da også gennemført både en flot 3-årig studentertid i gymnasiet, jeg har haft fritidsjobs i hjemmepleje og på ældrecentre, jeg har taget en 5-årig universitetsuddannelse, og haft mange forskellige jobs og fritidsbeskæftigelser. Så mine styrker og ressourcer er til at få øje på – trods alt.

Det HAR dog kostet energi. Jeg har utallige stress sygemeldinger bag mig, mange vikariater frem for fastansættelser. Jeg har døjet med angst og depression, og jeg har haft meget svært ved at planlægge min tid.

Man taler om at der findes 3 typer ADHD:

1. ADHD, kombineret type – forstyrrelser af opmærksomheden, aktiviteten og impulskontrollen

2. ADHD med overvejende forstyrrelse af opmærksomheden – kaldes ofte ADD

3. ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet

https://adhd.dk/om-adhd/ 

 

Ifølge ADHD-konsulent Trish Nymark er der imidlertid hos piger og kvinder dog snarere tale om 4 typer ADHD:

  1.  Den stille type: “De er ofte passive, ”dagdrømmere”, generte/reserverede, ser ud til at høre efter, siger så godt som aldrig noget i timerne og har det bedst bagerst i klassen. De kan være så passive, at de nærmest er apatiske.
    Deres manglende tiltro til sig selv gør, at de ofte siger: ”det ved jeg ikke”, eller ”det har jeg glemt”, når læreren spørger dem om noget i timerne.
    De er ofte uorganiserede, ustrukturerede, glemsomme og nogle gange ængstelige. De har svært ved at komme i gang med skolearbejdet, og lærerne har ofte undervurderet deres kognitive formåen. De har ofte svært ved gruppearbejde og er bange for at blive gjort til grin, hvis de gør eller siger noget forkert.
    Familien kan heller ikke se pigens vanskeligheder, fordi hun ofte fungerer godt hjemme blandt familie og venner, hvor hun føler sig tryg.
    De stille piger risikerer enten ikke at blive opdaget eller opdages i en sen alder, nogen gange først når de læser på en videregående uddannelse, eller når de får børn. De lever i kronisk stress og risikerer at blive deprimerede.”
  2. Den hyperaktive, impulsive type: “Piger, der er hyperaktive, er lettest at spotte. De bevæger sig meget, har uro i hænder og fødder, kan ikke sidde stille, har en støjende adfærd, afbryder andre, taler meget og uden situationsfornemmelse, maser sig på og kan ikke vente på, at det bliver deres tur. De kommer også ofte til skade. De kan have en dårlig finmotorik, deres håndskrift er ofte sjusket/ulæselig, og deres værelse/skoletaske er meget rodet. De betragtes ofte som ”drenge-piger” og kan have succes ved sportslige udfoldelser, hvis de kan beherske deres temperament. Pigernes hyperaktivitet kan vise sig i form af overdreven social og/eller ekstrem snakkesalig adfærd.” 
  3. Den kombinerede type: er både hyperaktive, impulsive og uopmærksomme. De kan fremstå rastløse og støjende. Modsat den hyperaktive, impulsive type har disse piger ringe evne til at koncentrere sig i længere tid ad gangen.
    Deres hyperaktivitet viser sig ved at pille i ting, bl.a. deres hår, negle, kuglepenne mm. De kan være meget snakkesalige og griner/fjoller en del. De har svært ved at arbejde ”stille”. De har tendens til at forstyrre og afbryde andre, skifter hurtigt emne eller omvendt, bliver hængende i det samme emne.
    De kan virke ret dominerende og bestemmende i en gruppe og har svært ved at give sig. De kan have tendens til at overreagere og kan virke ”let antændelige”.
    De betragtes som ”humørsvingende”, irritable og har en lav tolerancetærskel.
    Nogle piger kan virke umotiverede – vil kun det, de selv vil. De kan have svært ved at stå op om morgenen og komme i skole. De kan optræde fjollet, som ”klassens klovn” eller som en ”blærerøv” for at dække over deres vanskeligheder med fx at organisere sig, huske, fokusere m.m.”
  4. Den hyper-fokuserede type:De er meget omhyggelige – f. eks. i forbindelse med skolearbejde – som overkompensation for deres vanskeligheder. Hyper-fokuserede piger kan også være meget svære at identificere. De bruger mange timer på at lave lektier og forberede sig til eksamen – netop som kompensation for deres handicap. De bruger så meget tid og energi på skolearbejde, at de slet
    ikke har tid og energi til at være sociale eller slappe af.
    Disse piger risikerer at blive deprimerede, når kravene bliver for store, for så kan de slet ikke følge med længere, ligegyldigt hvor mange timer om dagen, de bruger på deres skolearbejde.” https://hbpharma.dk/img/produkter/media_secure/adhd-og-piger.pdf

Jeg fulgte min egen intuition og lod mig udrede

Selvom mine terapeuter og psykologer gennem årene ALDRIG har nævnt ADHD som en mulig tilgrundliggende årsag til mine sygemeldinger, så holdt jeg til sidst fast i min intuition og gik til egen læge og blev screenet for ADHD. Det var meget tydeligt, at jeg havde alle symptomerne på det. Så jeg blev viderehenvist til udredning hos psykiater.

Der gik heldigvis kort tid, så blev jeg udredt og opstartede medicin samt fik en mentor tilknyttet ifb mit ressourceforløb. Det var først, da jeg fik diagnosen, at mange brikker begyndte at finde deres rette plads for mig. Og takket være min egen stædighed, en kompetent mentor og lidt ekstra dopamin (medicin) er jeg i dag blevet en glad og stabil udgave af mig selv.

" ...Der findes mange muligheder for at tackle og mestre et liv med ADHD. Uanset hvor uoverskueligt og overvældende det til tider kan føles, så kan du få det bedre. Der er en masse, du selv kan gøre for at kunne håndtere din ADHD, så den ikke styrer dig. Her følger en række vigtige rettesnore: 

- ADHD er en neurobiologisk tilstand. Skyd ikke skylden på dig selv. Det er ikke din skyld! 

- Find ud af, hvad der stresser dig. Er det huslige pligter, at få børnene klar til skole eller dit arbejde? Har du først fået afklaret dette, er det lettere at sætte ind på lige præcis det område. 

- Gør det enkelt. Det kan være nemmere sagt end gjort, men forsøg at undgå situationer, som du ved stresser dig. 

- Få hjælp fra familie og venner. 

- Afsæt tid til dig selv. 

- Prøv at spise og sove på faste tidspunkter. 

- Fokuser på de ting og de personer, der gør dig glad." 

file:///C:/Users/John%20Doe/Desktop/Min%20blog/adhd_awareness_danmark_-_kvinder_med_adhd.pdf

ADHD eller diagnoser skal ikke være en undskyldning for mig, men det kan være en forklaring for mig selv og måske også for andre, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.

For mig er det ikke blevet en “sovepude” at få ADHD-diagnosen. Snarere “en trampolin” ….Ej, okay…

Diagnosen er for mig blevet et springbræt til personlig udvikling.

/Sara

I kommende indlæg vil jeg dykke mere ned i: "min ADHD og jeg". Det skal bla handle om:

- "Brian-kørsel" og andre bekendelser

- Detalje-rytteri
- MEGA pinlig type og hudløst ærlig

- Den konstante balancegang mellem "for lidt" (1%) og "for meget" (150%)

- Humor som effektiv dopamin bidragsyder

 

Kildehenvisninger:

https://hbpharma.dk/img/produkter/media_secure/adhd-og-piger.pdf

https://adhd.dk/wp-content/uploads/sites/2/2017/08/ADHD-i-familien-25.10.17-Trish-Nymark.pdf

https://adhd.dk/lever-du-skjult-adhd/

https://adhd.dk/om-adhd/

file:///C:/Users/John%20Doe/Desktop/Min%20blog/adhd_awareness_danmark_-_kvinder_med_adhd.pdf

https://adhd.dk/shoppen/pjecer/pjece-til-foraeldre-kan-det-skyldes-adhd/

ADHD-konsulent i Herning:

https://trishnymark.dk/adhd

 

 

 

 

 

 

Fortsættelsen omkring Cool Kids angstbehandling og hvordan vi kan vedligeholde angsten…

Angst – fortsat…

I slutningen af mit sidste blogindlæg foreslog jeg læseren at overveje, hvordan man som forælder selv kan have andel i, at ens barn forbliver angst.

Det kan være voldsomt provokerende at blive konfronteret med den virkelighed, at jeg som forælder også kan bruge nogle adfærds strategier overfor mit angste barn, der kun gør angsten ENDNU VÆRRE og som vedligeholder tilstanden hos barnet

I forbindelse med ASF Cool Kids angstbehandling på BUC i Risskov med min søn, der led af separations angst, blev jeg introduceret til et fantastisk skræmmende begreb SIKKERHEDSADFÆRD.

Som forælder til et barn, der i forvejen er udfordret bla socialt og sansemæssigt qua autismen, så vil vi bare så gerne forsøge at “jævne bumpene på vejen”. At køre på en ujævn grusvej er i forvejen pæææænt belastende, ikk?!? 🙂

Så vi mødre (måske også fædrene…?) bliver nemt fanget i et ulønnet arbejde som “servicemedarbejder” eller “tjener”.

Måske er vi bange? Bange for barnets angst? Bange for at blive konfronteret med den uhensigtsmæssige adfærd, som et angst barn kan udvise? Bange for magtesløsheden? Udmattede? Sådan havde jeg det i hvert fald.

På Cool Kids forløbet blev vi forklaret hvor typisk en fælde det er, at forældre forsøger at “beskytte” deres børn, når de har angstproblematikker. Forældre forsøger at “sikre sig” at barnet oplever positive ting og kampene bliver knapt så hårde.

Eksempel: Vores søn var bange for at sove alene og lå i sin egen seng på vores soveværelse indtil vi kom til første forsamtale med psykolog Tina Kilburn i forbindelse med optagelsen til Cool Kids ASF projektet for et års tid siden!

Vi var udmattede af at kæmpe for at få sønnen til at sove igennem i sin egen seng. Så vi havde truffet det nemmeste valg. Troede vi.

Men den slags sikkerhedsadfærd er en bjørnetjeneste af kaliber! Indirekte fortæller vi jo vores søn: “Ja, du har helt ret i, at hverken du eller vi stoler på eller har tillid til, at du kan og har modet til, at sove selv. Derfor bør du være tæt på mor og far”. 

Et andet eksempel på sikkerhedsadfærd: Min søn kunne qua sin ringe mentaliseringsevne ikke forstå, at når mor eller far gik væk fra ham og visuelt ikke kunne ses (fx gik fra stue og ud på badeværelset), så var det ikke ensbetydende med, at han var alene. Men sønnens reaktion var ligesom et barn, der panisk leder efter en forsvunden person og som er overbevist om, at dette er en realitet: “mor og far er væk. Jeg er alene!”. Han blev SÅ bange! Vi tillærte os derfor at orientere sønnen om al vores adfærd, for at foregribe situationen. “Jeg går lige ovenpå med vasketøjet”, “jeg skal lige på toilet”, “jeg går ud med skrald”. På den måde forsøgte vi at sikre ham mod angst. Men det virkede bare ikke… Han gik eller løb efter os og kaldte ellers på os hver 2. minut. Helt ærligt… det føltes som psykisk tortur nogle gange. Min krop gik i alarmberedskab pga min søns alarmberedskab. Virkelig dårlig cocktail…

Vi har arbejdet benhårdt med Cool kids metoderne og i dag sover sønnen igennem på sit eget værelse 6 ud af 7 dage. Han kalder ikke længere på os. Han går selv af sted og han er blevet fræk som en slagterhund! 🙂

Modet til at trodse er større end angsten for at miste. Fantastisk.

Jeg kan klart anbefale at Cool Kids ASF angstbehandling ift familier med autisme bliver inkorporeret som et behandlingstilbud ude i kommunerne.

For mere information: Læs Kilburns forskningsprojekt omkring angstbehandling ift autisme

https://rdcu.be/LxOb

 

Long time – no see… 

Der er så mange, der efterhånden har deres egne blogs og som øser ud af deres erfaring og viden. Noget, jeg finder rigtig meget inspiration i og som giver mig nye input og nuancer i forældreskabet. Men…

Jeg går i overvejelserne om at stoppe denne blog. De sidste mange år har handlet om arbejdet med at forstå, erkende og arbejde med min søns og mine egne udfordringer.

Jeg vil gerne videre med mit liv nu. Mindre fokus på at analysere adfærd og mere fokus på kreative sysler, som ikke kræver det vilde hjernearbejde.

Nu må jeg se, hvor længe det holder… Adfærdsanalyse og specialpædagogik bliver jeg nok aldrig helt færdig med… 🙂

/Sara

 

 

Angst, NAT-tanker og Cool Kids

Angst er som udgangspunkt en normalpsykologisk reaktion på noget ubehageligt

Angst er knyttet til det autonome nervesystem; nærmere betegnet det sympatiske nervesystem. Det sympatiske nervesystem har med “kamp” eller “flugt”-mode at gøre. Og tjener til menneskets overlevelse. Den anden del af det autonome nervesystem: det parasympatiske nervesystem, er tilgengæld knyttet til fordøjelse, hvile og ro.

*En instruktor på universitetet lærte mig forskellen på de to systemer vha. følgende meget-lidt-kønne remse: "Man pisser og parrer sig med det parasympatiske nervesystem". Jeg overvejede at dele den remse med jer, men for at fremstå ekstra "prof og pæn" lader jeg være...*
Den ikke-hensigtsmæssige og sygelige angst

For mange med autisme og/eller ADHD kan angst være en “følgesvend” (i flotte termer også betegnet som en “komorbid lidelse”).

Men her er der ikke tale om en hensigtsmæssig angst-reaktion. Pludselig oplever man at kroppen “går amok” og reagerer, som om man er ved at blive kørt over af et tog og ikke kan undvige. Det er så riiiimelig spøjst, når man måske bare er på en gå-tur i byen!!!

Men det ubehagelige, der “antænder” angsten, kan være mange ganske “ufarlige” situationer, der vækker mere eller mindre ubevidste minder om noget oplevet ubehageligt.

Negative automatiske tanker

Angsten kan også opstå på baggrund af nogle negative automatiske tanker, der i virkeligheden repræsenterer meget lidt realistiske sandheder om virkeligheden. Men ikke desto mindre er det meget livagtige overbevisninger om fx ens egen værdi

Eksempel: 
Min søn med autisme på 10 har - indtil gennemførelsen af Cool Kids angstbehandling tilpasset børn med autisme i efteråret 17´- haft et behov for at kalde på de voksne eller følge efter os, for at sikre at han ikke pludselig var alene og forladt. 

At blive forladt er og var ikke en reel mulighed, men det var særdeles svært at forstå for vores søn. Særligt qua autismen, der jo indebærer en ringe forestillingsevne.

Hans ikke-hjælpsomme tanker var noget i retningen af: "Hvis jeg ikke kan se mor/far, så har de forladt mig".

I dag arbejder vi med hjælpsomme tanker som: "selvom jeg ikke kan se mor og er usikker, så ved jeg, at hun kommer tilbage og at jeg kan bruge de rolige vejrtrækninger og en behagelig aktivitet imens".

Den uhensigtsmæssige angst bunder altså (ligesom det ses ved depression i øvrigt) i negative automatiske tanker.

*Min mand og jeg har omdøbt disse tanker til forkortelsen: NAT-tanker. Vi kan begge opleve angst, men er blevet skarpe på at identificere de NAT-tanker, der ligger bag en angst eller depressiv reaktion, kigge på dem og ændre dem til mere realistiske og venlige tanker. På den måde lindres angsten for os. Det samme gælder for min søn* 

Teorien om at angst er styret af vores tanker, adfærd, situationen vi befinder os i og igen vedligeholdt af følelsen af fx angst, stammer fra Behaviorismen, teorien om stimuli-respons og derudfra er den såkaldte Kognitive Terapi (og deraf igen Cool Kids angstbehandlingen) udsprunget. En terapiform der har vist sig særdeles effektfuld ift. behandling af angst og depression.

Frugterne af kognitiv angstbehandling

Min søn (og jeg) er blevet meget mindre angst-prægede efter indføringen af Cool Kids behandlingen i hans og vores hverdag. Men det er en vedvarende arbejdsproces. Nye vaner tager tid at lære og at automatisere. Angsten kan og skal ikke undgås, men den kan i stedet nu hensigtsmæssigt omgås.

I næste blogindlæg vil jeg uddybe hvordan vi som forældre er med til at opretholde den sygelige angst hos vores angste børn, og komme med nogle fif til at bryde den onde cirkel. 

Indtil da kan du/i begynde at identificere, hvor meget du/i bruger "Pas nu på at du...." og "hvis du gør det så...".

/Sara Larsen

Litteraturhenvisninger:

Esben Hougaard: “kognitiv behandling af angst og panik”.

Tina R. Kilburn et al.: “Cool kids program tilpasset børn med ASF 2. udgave”. Arbejdshæfte for forældre og børn.

http://pure.au.dk/portal/da/projects/cognitive-behavioural-therapy-for-anxiety-disorder-in-children-with-comorbid-autism-spectrum-disorder(f6f5c3a9-f885-45ee-8c71-98e99fe03cb7).html

file:///C:/Users/John%20Doe/Desktop/ver-2-kognitiv-adfardsterapi.pdf

 

 

 

 

ADHD-mor og egenomsorg vha. bla. Tapping Coaching

Mor med ADHD. Fordele og ulemper.

Som mor til barn og/eller børn med særlige behov er tid til egenomsorg ekstremt vigtigt for ikke at brænde ud.

For mig med ADHD er det så meget desto vigtigere.

Diagnosen er forholdsvis “ny”. Jeg fik den i foråret 2017. Det er stadig lidt uvirkeligt at forholde sig til. Men jeg har erkendt at jeg bare HAR et særligt følsomt sanseapparat. Det fede ved det er, at jeg om NOGEN, kan sætte mig ind i mine børns følsomhed. Det ufede er, at jeg kan komme til at skærme dem for meget fra stimuli, af frygt for at det bliver dem og ikke mindst MIG SELV for meget.

Hvad er egenomsorg for mig?

Egenomsorg er for mig pauser fra Alt og Alle! Det er mindfullness. Det er gå-ture. Det er tv-serier. Det er hæklearbejde. Det er sang og musik. Det er faktisk også at bede til Gud og meditere over tekster fra bibelen. Det er bare AT VÆRE. Uden at gøre. Det er Bose Quiet Comfort 35i høreværn og at ligge eller sidde med min stendyne over mig. Det er dybe, langsomme vejrtrækninger. Det er NADA-akupunktur. Det er “Slow Motion”. Det er samtaler med min mentor. Det er samtaler med min mand og mine mange gode veninder.

Det er også fuldstændig fred. For en stund.

Tapping coaching som terapiform

For mig har egenomsorg også været at forholde sig til mig selv, mine tanker og adfærd, mine følelser, mit første ægteskab og ikke mindst mine forældre og søskende samt opvækst.

Kort sagt: at tage stilling til de ekkoer fra fortiden, der tyngede mig.

Jeg stiftede bekendtskab med Dorte Ravn i forbindelse med deltagelse i hendes fantastiske foredrag: “Tak fordi du forlod mig” sammen med min mand.

Foredraget havde jeg set på Facebook og det appellerede til min mand og jeg, da vi begge havde været gift før. Vi ville og vil gerne arbejde med “nissen, der følger med”.

Efter foredraget besluttede jeg mig for at investere i et terapiforløb hos Dorte Ravn og hendes Tapping Coaching.

  •     “Når vi arbejder sammen, kan vi hurtigere finde frem til de grund-overbevisninger, som du lever dit liv efter og som er med til at skabe problemer for dig. Grund-overbevisninger er dannet i dine første leveår, hvor de blev lagret i din underbevidsthed.” (www.tappingcoach.dk)
  •    “Du kan endelig lægge fortiden bag dig og skue fremad mod en lysere fremtid. Lad ikke fortiden definere dig – du er mere end det, der skete for dig i fortiden!” (www.tappingcoach.dk) 

Jeg er SÅ glad og taknemmelig for de 8 gange, jeg investerede i egenomsorg hos Dorte. Jeg er blevet sat mere fri fra de negative overbevisninger, jeg bar rundt på. Jeg er blevet meget mere modig og selvstændig. Jeg higer ikke efter andres anerkendelse. Og jeg har givet slip på de mennesker, der dræner mig for kærlighed og energi.

Det har været en sorgfuld proces. Men jeg er stolt af mig selv. Jeg står SÅ stærkt nu! Og jeg har fået nye og fornyede venskaber, foruden den kærlige svigerfamilie jeg er kommet ind i.

Mine børn, min mand og jeg trives og udvikles. Angst og frygt er blevet erstattet med mod og glæde.

Godt tilbud på 5 sessioners tapping coaching

I nedenstående klip kan du høre mere om hvem Dorte er, hvad hun tilbyder og samtidig få muligheden for at få et godt tilbud på 5 sessioners tapping coaching.

Derudover tilbyder hun en gratis introsession, hvor man har mulighed for at finde ud af om et forløb hos hende er noget for en.

Invester i DIG og din families trivsel.

/Sara Larsen

 

www.tappingcoach.dk

https://www.stendynen.dk/

 

 

Intensive Interaction og “Jubii- og vingummi”-pædagogik

Hej igen!

I dag vil jeg gerne reklamere for en – umiddelbart banal men dog effektfuld – metode til kommunikativ udvikling hos mennesker med handicaps som fx autisme spektrum forstyrrelser: Intensive Interaction.

Psykolog Ditte Rose Andersen beskriver så fint og med video- og billed eksempler i ovenstående video, hvad Intensive Interaction er og hvad man gør, for at fremme handicappede menneskers kommunikative udvikling.

Faktisk er basale kommunikations færdigheder SLET IKKE så banale! Den tidlige kommunikation mellem forælder og det lille barn er faktisk ganske avanceret og det er disse basale færdigheder, som børn med fx autisme kan mangle og derfor skal trænes intensivt for at opnå.

Når først man har et barn med fx autisme og med meget begrænset sprog, finder man ud af, hvor kompliceret og effektfuldt kommunikation i virkeligheden er! Fravær af øjenkontakt kan hos en udenforstående person signalerer fx ligegyldighed. Men arbejder man med fx autisme, så skal man tænke HELT anderledes. Her kan manglende øjenkontakt i højere grad forstås som noget, der er en udfordring for personen at lære og at udføre pga andre udfordringer. Dvs. det skal ikke tolkes som ligegyldighed, men en udfordring for mig som kommunikationspartner. En udfordring til at gå HELT NED i tempo, komme helt ned/op på personens niveau og følge dennes initiativ.

Har du et barn med begrænset sprog og kommunikation vil jeg anbefale dig at surfe rundt på Ditte Roses firmaside:

Hvad er Intensive Interaction?

Her kan man også – gratis – downloade en virkelig fin og overskuelig mini-guide til, hvordan du kommer i gang med den helt særlige stimulering af netop dit barns kommunikative udvikling.

Kort fortalt (uden filter og akademisk sprog) handler det ift børn med autisme om at:

  • Den voksne klapper kaje og afventer barnets initiativ.
  • Den voksne holder stadig munden lukket og efterligner barnets (ofte gentagede yndlings) adfærd. Og hvis den adfærd er med lyd på, så er det selvfølgelig okay at åbne munden 🙂
  • Den voksne er i øjenhøjde med barnet og ser på barnet. Undersøgende på hvad barnets glædeskilde er. Og med en intention om at gå med ind i denne oplevelse af glæde hos barnet, så der skabes en fælles opmærksomhed og glæde i samspillet mellem barn og voksen.
  • Når blikkene med tiden mødes (kortvarigt i starten) “belønnes” denne ønskede adfærd med: et ekstra bredt smil, en jubellyd (som barnet også bruger) og mere efterligning af barnets adfærd. Også kaldt “jubii- og vingummi pædagogik “:)!

På den måde lærer barnet om turtagningsprincipperne i samtale. At når én taler, tier og lytter den anden, og omvendt. At interaktion er noget der “går på tur” mellem dem. Og at vi kan dele og glædes sammen om noget, der interesserer barnet.

Det er således “kilden” til at skabe mening med kommunikation for barnet. For som vi ved, så skal en opgave “give mening” for et barn med autisme, for at han/hun bliver motiveret for at gøre mere af dette.

God fornøjelse!

/Sara Larsen

En god-weekend-hilsen med “DETALJE-RYTTERIET”

Hey, dig kender jeg! Du spillede ham, der stod og spiste en småkage i baggrunden i en scene 64 minutter inde i "En kongelig affære"!
Skuespillere, der kun har haft meget små roller, elsker autister

På den skole hvor min søn går (Sønderagerskolen i Herning – en VIRKELIG fantastisk skole primært for børn med autisme) hænger der på én af opslagstavlerne ovenstående satiriske stribe af Wolff & Morgenthaler.

Jeg synes striben på en skøn måde fanger essensen og samtidig også styrken i et menneske med autisme diagnosen: Den udprægede sans for detaljer.

Eller som jeg plejer at kalde det: “Detaljerytteriet”.

Jeg har simpelthen ikke kunnet finde striben her online, så i fald du ikke kan læse teksten kommer der en “oversættelse” her:

Skuespillere, der kun har haft meget små roller, elsker autister: Hey, dig kender jeg! Du spillede ham, der stod og spiste en småkage i baggrunden i en scene 64 minutter inde i "En Kongelig Affære"!

Jeg ønsker dig en dejlig weekend – med fokus på de unikke børn vi har! Livet ville være kedeligt uden!

 

/ Sara Larsen