Fortsættelsen omkring Cool Kids angstbehandling og hvordan vi kan vedligeholde angsten…

Angst – fortsat…

I slutningen af mit sidste blogindlæg foreslog jeg læseren at overveje, hvordan man som forælder selv kan have andel i, at ens barn forbliver angst.

Det kan være voldsomt provokerende at blive konfronteret med den virkelighed, at jeg som forælder også kan bruge nogle adfærds strategier overfor mit angste barn, der kun gør angsten ENDNU VÆRRE og som vedligeholder tilstanden hos barnet

I forbindelse med ASF Cool Kids angstbehandling på BUC i Risskov med min søn, der led af separations angst, blev jeg introduceret til et fantastisk skræmmende begreb SIKKERHEDSADFÆRD.

Som forælder til et barn, der i forvejen er udfordret bla socialt og sansemæssigt qua autismen, så vil vi bare så gerne forsøge at “jævne bumpene på vejen”. At køre på en ujævn grusvej er i forvejen pæææænt belastende, ikk?!? 🙂

Så vi mødre (måske også fædrene…?) bliver nemt fanget i et ulønnet arbejde som “servicemedarbejder” eller “tjener”.

Måske er vi bange? Bange for barnets angst? Bange for at blive konfronteret med den uhensigtsmæssige adfærd, som et angst barn kan udvise? Bange for magtesløsheden? Udmattede? Sådan havde jeg det i hvert fald.

På Cool Kids forløbet blev vi forklaret hvor typisk en fælde det er, at forældre forsøger at “beskytte” deres børn, når de har angstproblematikker. Forældre forsøger at “sikre sig” at barnet oplever positive ting og kampene bliver knapt så hårde.

Eksempel: Vores søn var bange for at sove alene og lå i sin egen seng på vores soveværelse indtil vi kom til første forsamtale med psykolog Tina Kilburn i forbindelse med optagelsen til Cool Kids ASF projektet for et års tid siden!

Vi var udmattede af at kæmpe for at få sønnen til at sove igennem i sin egen seng. Så vi havde truffet det nemmeste valg. Troede vi.

Men den slags sikkerhedsadfærd er en bjørnetjeneste af kaliber! Indirekte fortæller vi jo vores søn: “Ja, du har helt ret i, at hverken du eller vi stoler på eller har tillid til, at du kan og har modet til, at sove selv. Derfor bør du være tæt på mor og far”. 

Et andet eksempel på sikkerhedsadfærd: Min søn kunne qua sin ringe mentaliseringsevne ikke forstå, at når mor eller far gik væk fra ham og visuelt ikke kunne ses (fx gik fra stue og ud på badeværelset), så var det ikke ensbetydende med, at han var alene. Men sønnens reaktion var ligesom et barn, der panisk leder efter en forsvunden person og som er overbevist om, at dette er en realitet: “mor og far er væk. Jeg er alene!”. Han blev SÅ bange! Vi tillærte os derfor at orientere sønnen om al vores adfærd, for at foregribe situationen. “Jeg går lige ovenpå med vasketøjet”, “jeg skal lige på toilet”, “jeg går ud med skrald”. På den måde forsøgte vi at sikre ham mod angst. Men det virkede bare ikke… Han gik eller løb efter os og kaldte ellers på os hver 2. minut. Helt ærligt… det føltes som psykisk tortur nogle gange. Min krop gik i alarmberedskab pga min søns alarmberedskab. Virkelig dårlig cocktail…

Vi har arbejdet benhårdt med Cool kids metoderne og i dag sover sønnen igennem på sit eget værelse 6 ud af 7 dage. Han kalder ikke længere på os. Han går selv af sted og han er blevet fræk som en slagterhund! 🙂

Modet til at trodse er større end angsten for at miste. Fantastisk.

Jeg kan klart anbefale at Cool Kids ASF angstbehandling ift familier med autisme bliver inkorporeret som et behandlingstilbud ude i kommunerne.

For mere information: Læs Kilburns forskningsprojekt omkring angstbehandling ift autisme

https://rdcu.be/LxOb

 

Long time – no see… 

Der er så mange, der efterhånden har deres egne blogs og som øser ud af deres erfaring og viden. Noget, jeg finder rigtig meget inspiration i og som giver mig nye input og nuancer i forældreskabet. Men…

Jeg går i overvejelserne om at stoppe denne blog. De sidste mange år har handlet om arbejdet med at forstå, erkende og arbejde med min søns og mine egne udfordringer.

Jeg vil gerne videre med mit liv nu. Mindre fokus på at analysere adfærd og mere fokus på kreative sysler, som ikke kræver det vilde hjernearbejde.

Nu må jeg se, hvor længe det holder… Adfærdsanalyse og specialpædagogik bliver jeg nok aldrig helt færdig med… 🙂

/Sara

 

 

Forfatter: Sara Louise Larsen

Hejsa - og velkommen på min side! Jeg er - udover at være cand. mag. i audiologopædi (tale-hørepædagogik) - 36 år og mor til en dreng på 10 år med infantil autisme. Derudover har jeg flere års erhvervserfaring som tale-hørepædagog i PPR-regi, hvor jeg har varetaget den talepædagogiske bistand af børn og unge med forskellige tale-sprogvanskeligheder. Jeg har altid haft en forkærlighed for de "skæve børn" og forældresamarbejdet. Og bla arbejdet som primær hjemmetræner for en dreng med autisme og retardering ud fra ABA-metoden (anvendt adfærdsanalyse). Nogle kalder Autisme for "skilsmisse-diagnosen". Jeg tror ikke helt på det, for vi kan aldrig skyde skyld på vores børn, når vores parforhold halter. Jeg er i midlertid skilt fra mine to børns far og gift igen med min barndomsven og "lidelsesfælle": Vi er nemlig begge sendiagnosticeret med ADHD. Min datter på 7 år har generelle indlæringsvanskeligheder, og begge børn går således på specialskole. Min søn med autisme har også seperationsangst og derfor er vi tilknyttet et forskningsprojekt på BUC i Risskov dette efterår rettet mod børn med autisme og angst, hvor vi arbejder kognitivt med angsten ud fra en metode, der hedder "Cool Kids". Jeg brænder for at dele ud af min viden og erfaring. Velkommen til!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.