Når forældretjansen handler om at “oversætte” og “tolke” andres ord og handlinger for barnet med autisme

Der er ikke noget at sige til at man, som forælder til et barn med autisme, kan blive enormt træt. Ja, det kan ALLE forældre selvfølgelig blive – uanset hvilke børn man er velsignet med. Så ingen offer-rolle her…

Jeg vil i dag bare gerne kaste lys på den ekstra-rolle, som jeg oplever som mor til et barn med autisme. Måske fordi jeg også er lidt “miljøskadet” ift. mit fag og fordi jeg rigtig gerne vil arbejde på at alle mennesker får lige adgang til oplevelsen af læring, forståelse, fællesskab og anerkendelse – uanset udfordringer.

Mennesker med autisme er bla. ramt på deres evne til at sætte sig i andres sted. Nogle betegner det som værende “mindblind”. Det betyder IKKE, at de ikke kan have og vise medfølelse for andre. Slet ikke! Men det betyder at de som udgangspunkt oplever verdenen ud fra deres eget perspektiv.

Dette vil jeg illustrere med et dugfriskt eksempel fra et besøg i Århus på en McDonalds Drive-In forleden dag (Ja, vi tager den nemme løsning af og til – for så ved jeg, at knægten i hvert fald bliver propmæt DEN dag!).

Vi holder altså udenfor en McDonalds. Vi har bestilt og betalt for vores mad, og pga. de mange bestillinger i Drive-In er vi henstillet til at holde i en kø af biler ude på p-pladsen. Lige netop DEN dag er der i øvrigt åbnet for sluserne fra oven og det regner helt vildt.

En ihærdig og hurtigløbende ung medarbejder stormer ud i regnen i retningen mod en bil foran os, med hænderne ret optimistisk fulde af papirsposer med kvalitetsføde. Men lige foran bilens nedrullede vindue taber den søde knægt AL maden på jorden og kvalitetsføden ligger spredt ud over et større areal.

Jeg udbryder “nej, hvor synd for den knægt” imens vi ser ham febrilsk få samlet resterne af kvalitetsføde, kasser og poser sammen i øs pøs regnvejr (i øvrigt alt for magelig til at drøne ud og hjælpe knægten – han får vel sin løn for den slags?! :)). Samtidig fik jeg tanker om, at hvis det var mig, der var den knægt, så ville jeg være drøn flov og mega irriteret på mig selv – og regnvejret.

Min søn på 10 udbryder til gengæld tydeligvist lettet: “pyyyha…Godt det heldigvis ikke var VORES mad, der blev tabt der”!

Øh.. Was?!?!????

Jeg bliver revet ud af mit perspektiv og bliver mindet om, at der også findes ANDRE perspektiver på hændelsen.

Herefter prøver jeg at fortælle Alfred, at det nok også er ret irriterende for den medarbejder, der skal samle maden op (og så endda i øs pøs regnvejr!) og få sat en ny bestilling i gang. At det bevirker at køberne, der sad og ventede på maden i bilen, nu måske ærgrer sig over at skulle vente yderligere på deres kvalitetsføde. Med mindre de selvfølgelig er hyper positive anlagt og tænker “Fedt, så har vi længere tid til at betragte den nye letbane! :).

Velvidende at der findes masser af andre perspektiver og nuancer i ovenstående, så bevirker vores vidunderlige børn med autisme, at vi må bruge vores stemme en del. Mange samtaler mellem min søn og jeg tager lidt ekstra tid at “komme igennem”, fordi hans verden er en smule mere begrænset end min (men det er selvfølgelig bare min påstand og mit perspektiv :)).

Her mener jeg, at vi som forældre, er særligt forpligtede på at præsentere vores børn og unge med autisme for ANDRE mulige perspektiver. Vel vidende at det ikke blot kan automatiseres hos barnet og kan bruges i andre situationer.

Autisme er en gennemgribende udviklings FORSTYRRELSE. I dette ligger der dette, at vores børn udvikler sig anderledes og asynkront i forhold til de fleste normale børn, MEN DE UDVIKLER SIG DOG! Og en dag tror jeg på, at min søn vil begynde at kunne danne paralleller mellem oplevede situationer. Det kræver bare ekstra tid, tålmodighed og mange gentagelser.

Jeg ønsker jer en dejlig dag her fra min pind i Herning.

  • Sara Larsen