Alle mødre burde have en “Helle” i deres liv

“Når du møder et barn med autisme eller ADHD, bliver din rummelighed og tålmodighed sat på en prøve og du bruger alt din energi dér.

Når du møder barnets mor, bliver din rummelighed og tålmodighed for alvor testet. Hun opfører sig nemlig ikke altid som andre.

Hun virker som en, der ikke er i stand til at sætte grænser og opdrage sit barn.
Hun virker som en, der vil bestemme det hele – hvornår der skal spises og hvordan.
Hun virker som en, der ikke kan slippe sit barn og derfor skader ham.
Hun kan virke utaknemmelig.
Hun kan virke kommanderende.
Hun virker som en, der ikke har overskud til andre.

Sandheden er, at hun gør alt, hvad hun kan.

Forklaringen er bare, at hun ofte er presset ud over alle grænser.
Er du bedsteforælder eller beslægtet på anden måde, kan det være svært at rumme det udfordrede barn. Men måske er det nogle gange endnu sværere at rumme den udfordrede mor?

Vil du hjælpe hende (og barnet), må du prøve at rumme hende. Vis hende gerne, at du ved, hun gør det bedste for sit barn.

Drop de gode råd og tankerne om, hvordan hun burde gøre.

Uanset for sej, kontrolleret og tjekket hun virker, så er hun reelt mega presset og tæt på at knække.

Vil du knække hende, er det nemt: Du viser hende bare, at du ikke kan rumme hende, eller at hun gør noget forkert.

Børn med udfordringer har brug for din forståelse.

Det har deres familier også.”

Jeg kender desværre ikke forfatteren bag ovenstående. Men gisp, hvor er det sigende.

Denne tekst fik jeg sendt på FB fra hende, jeg kalder min “reserve-mor”. Helle er simpelthen min faste klippe, når jeg er ved at dejse om af stress og afmagt. Helle lytter og hun dømmer mig aldrig. Hun får mig til at føle mig elskværdig og god nok. Hun roser mig og kan rumme mine udfordringer og smerten.

Alle mødre til børn med handicaps og som også selv er udfordret burde have en “Helle” i deres liv 🙂