Hvem er jeg?

Hejsa – og velkommen på min side!

Jeg hedder Sara Louise Larsen.
Jeg er cand. mag. i audiologopædi (tale-hørepædagogik), 36 år og mor til en dreng på 10 år med infantil autisme og en pige på 7 år med generelle indlæringsvanskeligheder. Begge børn går på hver deres specialskole.

Derudover har jeg flere års erhvervserfaring som tale-hørepædagog i PPR-regi, hvor jeg har varetaget den talepædagogiske bistand af børn og unge med forskellige tale-sprogvanskeligheder.

Jeg har altid haft en forkærlighed for de “skæve børn” og forældresamarbejdet. Og bla arbejdet som primær hjemmetræner for en dreng med autisme og retardering ud fra ABA-metoden (anvendt adfærdsanalyse).

Nogle kalder Autisme for “skilsmisse-diagnosen”. Jeg tror ikke helt på det, for vi kan aldrig skyde skyld på vores børn, når vores parforhold halter. Jeg er i midlertid skilt fra mine to børns far og gift igen med min barndomsven og “lidelsesfælle”: Vi er nemlig begge sendiagnosticeret med ADHD.

Min søn med autisme har også haft separationsangst og derfor har vi været tilknyttet et forskningsprojekt på BUC i Risskov i efteråret 2017. Projektet bestod af en behandling rettet mod børn med autisme og angst og deres familier. Metoden hedder “Cool Kids” og har i flere år været et behandlingstilbud til normalt fungerende børn med angst i PPR-regi, men er nu altså også begyndt at blive tilgængeligt for børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelse indenfor autisme spektret.

Jeg brænder for at dele ud af min viden og erfaring. Velkommen til!